The Great Divergence

The Great Divergence kaster nyt lys over et af historiens store spørgsmål: Hvorfor begyndte den vedvarende industrielle vækst i Nordvesteuropa, selvom de avancerede områder i Europa og Østasien i 1750 var på niveau med hensyn til forventet levetid, forbrug, vare- og faktormarkeder samt husstandenes strategier? Kenneth Pomeranz påviser, at de kinesiske og japanske kerneområder økologisk set ikke var ringere stillet end Vesteuropa. I hele det attende århundrede oplevede de europæiske og østaske kerneområder tilsvarende lokale mangler på landintensive produkter, som kun delvist blev afhjulpet gennem handel. Pomeranz peger på, at Europas afgørende vendepunkt i det nittende århundrede skyldtes den heldige adgang til kul, der kunne erstatte træ og dermed mindske problemerne ved manglende intensiv jordudnyttelse, samtidig med at det banede vej for energitunge industrier. Handelens globale sammenfald gav Amerika en langt større rolle som leverandør af primære råvarer til Europa end nogen asiatisk periferi. Det gjorde det muligt for Nordvesteuropa at vokse kraftigt i befolkning, specialisere sig yderligere i fremstilling og frigøre arbejdsstyrke fra jorden ved at supplere med import i stedet for at maksimere udbyttet hjemme. I Østasien førte befolkningstilvækst og fremstillingsboom i udkantsområderne efter 1750 til, at vitale ressourcer ikke kunne nå frem til Yangzi-deltaet. Kernevæksten standsede, og den tilbageværende udvikling måtte følge arbejdskraftintensive, ressourcebesparende spor - nøjagtig de spor, Europa havde kunnet gå, hvis ikke undergrunden og oversøiske beholdninger havde stillet kul og råvarer til rådighed.