Regulating Infrastructure

I 1980'erne og 90'erne valgte mange lande at overlade driften af infrastruktur og forsyningsvirksomheder som gas, telefoni og motorveje til den private sektor. Tanken var, at markedsbaserede incitamenter ville kunne styre omkostningerne og højne kvaliteten af disse essentielle tjenester. Efterfølgende katastrofer, såsom kollapset af Californiens engrosmarked for elektricitet og konkursen i Storbritanniens største jernbaneselskab, har dog rejst alvorlige og bekymrende spørgsmål omkring privatisering. I *Regulating Infrastructure: Monopoly, Contracts, and Discretion* behandler José A. Gómez-Ibáñez et af de mest komplekse af disse spørgsmål: Hvordan kan staten på en retfærdig og effektiv måde regulere "naturlige monopoler" - de forsynings- og infrastrukturtjenester, hvor de teknologiske rammer gør reel konkurrence upraktisk? I stedet for udelukkende at fokusere på økonomisk teori inddrager forfatteren historie, politik og et væld af eksempler for at kortlægge forskellige tilgange til regulering. Gómez-Ibáñez argumenterer overbevisende for at prioritere markedsorienterede og kontraktbaserede løsninger frem for at give statslige regulatorer en stor grad af frikøb. Disse løsninger omfatter både private aftaler mellem infrastrukturudbydere og kunder samt koncessionskontrakter, hvor staten fungerer som mellemmand. Kontrakter kan nemlig tilbyde en stærkere beskyttelse for både leverandører og forbrugere, samtidig med at de giver bedre muligheder for at skræddersy ydelserne til fælles fordel. Bogen anerkender dog også, at virksomhedernes og kundernes krav i nogle tilfælde kan være for uforudsigelige til, at kontrakter fungerer efter hensigten, hvilket kan nødvendiggøre alternative modeller.